PensionDanmark og Realdania udvikler 30 nye fælleskabsorienterede boliger i det naturskønne Kildebjerg Ry. De kompakte boliger bliver bæredygtighedscertificerede og skræddersyet til beboere i gruppen 50+, som ønsker et socialt naboskab og nærmiljø med ligesindede.
Som et led i PensionDanmarks samskabelsesproces blev det tredje dialogmøde afholdt onsdag for interessenterne i Livsstilsboliger 50+ i Ry. De omkring 100 deltagere fik en præsentation af det første rids af værdigrundlaget for bebyggelsen med titlen Balancen. Deltagerne så en præsentation af tre disponeringer for bebyggelsen og drøftede derefter både værdier og disponeringer i grupper.
”Ambitionen er at lave en bebyggelse, der fokuserer på sundhed, får naturen ind i bebyggelsen, har fokus på lavest muligt CO2 aftryk og har mest muligt fokus på at dele ressourcer,” siger Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.
Arkitekterne Vandkunsten og rådgiverne Andel arbejder nu videre med Værdiprogram og Skitseprojekt frem mod det sidste dialogmøde 14.1. 2019.
Fakta
- Boligerne opføres på en grund på 9.200 m² i Kildebjerg Ry lige øst for Ry.
- Boligerne bliver med størrelser fra ca. 45 til 120 m2.
- I første omgang opføres der cirka 30 boliger. I alt er der plads til 90 boliger.
- De første boliger forventes indflytningsklar i 2020.
- Boligerne bliver DGNB bæredygtighedscertificeret.
- PensionDanmark er bygherre.
- Realdania støtter projektet med fokus på fællesskaber og at forhindre ensomhed.
- Vandkunsten er udpeget som arkitekt.