Se alle nyheder

Forslaget ’Fælledby’ vinder arkitektkonkurrence om Vejlands Kvarter

Tre ’landsbyer’ omkranset af natur og med hver deres lokale gadekær skal udgøre det kommende Vejlands Kvarter på Amager i København. Det foreslår et team anført af det internationalt anerkendte arkitektfirma Henning Larsen Architects, som i dag er kåret som vinder af arkitektkonkurrencen om en masterplan for Vejlands Kvarter. Vinderprojektet sætter ny og original standard for at flette bebyggelse og natur sammen.

Den nye Fælledby skal ligge midt i naturen ved Amager Fælled tæt på Ørestad og metroforbindelse og i det område, hvor der i dag er et vandrerhjem. En ny bydel, hvor det er visionen, at københavnere, unge som gamle, kan få mulighed for at bo i et bæredygtigt byggeri tæt på naturen med moderne gadekær, lokal skole, plejehjem, daginstitution, fælleshuse og et naturformidlingscenter, der kan skabe fællesskab om naturen.   

By & Havn og PensionDanmark udskrev arkitektkonkurrencen i august, og fem arkitektteams har deltaget i konkurrencen om en masterplan for Vejlands Kvarter. Det er en enig dommerkomité, som i dag peger på forslaget ’Fælledby’ som vinder af arkitektkonkurrencen. Bag forslaget står et team bestående af Henning Larsen Architects med ingeniørfirmaet MOE som underrådgivere. Dommerkomiteen finder, at forslaget ’Fælledby’ på den mest overbevisende og visionære måde svarer på konkurrenceprogrammets ønsker og krav om blandt andet større sammenhængende naturarealer og naturlige landskabelige overgange mellem by og fælled.

Forslaget opdeler byområdet i tre nabolag, også kaldet ’landsbyer’, med gadeforløb, som udfolder sig til en central plads i hvert nabolag. Her er der plads til det lokale fællesskab og mulighed for fx at afholde markedsdage, hvor store som små kan mødes. Mellem de tre landsbyer løber brede naturkiler, som tillader passage for fælledens natur. Med de grønne kiler vil landskabet vokse sig helt tæt på bebyggelsen. Alle boliger får udsyn til grønne områder og adgang til forhave, altan eller fransk altan. Mange får også direkte adgang til fælleden via den åbne karréstruktur, som er tæt og høj i de centrale dele af landsbyerne og bliver lavere og lavere, jo tættere man kommer på naturen.

Planen for det nye københavnerkvarter genskaber de kvaliteter, som vi kender fra landsbyer omkranset af natur og med et sammentømret lokalt fællesskab – og kombinerer det med byens mangfoldighed, brede aktivitetstilbud, gode offentlige transportmuligheder og mange andre storbykvaliteter.

Forud for arkitektkonkurrencen har der været et indgående borgerforløb, hvor det har været muligt for borgere at give input til de konkurrerende arkitektteams. Et forløb, som har været med til at give en god rettesnor for, hvad der bør tages højde for i udviklingen af området. Der har blandt andet været en lokal bekymring for, hvordan man passer på fælledens natur samtidig med, at en ny bydel skal etableres. Den bekymring giver forslaget et nyt og godt svar på.

”Det er et spændende og nytænkende vinderforslag, der ikke ligner noget, vi har set før i Københavns øvrige bydele. Meldingen fra den forudgående borgerinddragelse var helt klar; der var bekymring for, hvordan vi passer godt på fælledens natur og dyr samtidig med, at det er vores opgave at etablere en ny bydel. Vi har stort fokus på vigtigheden af, at Vejlands Kvarter skal udvikles på fælledens præmisser. Vi ønsker at skabe en god og hensynsfuld overgang mellem det tætte byområde og det store, åbne fælledlandskab, så fælled og by med tiden nærmest bliver flettet sammen og tager hensyn til dyrelivet og styrker den eksisterende natur. Nu glæder vi os til at levere på denne vision og følge den til dørs sammen med PensionDanmark”, siger adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Som udvikler af Vejlands Kvarter er det et krav fra By & Havn og PensionDanmark, at alle boliger i bydelen kan bæredygtighedscertificeres. Træ vil blive byggeriets gennemgående materiale med   facader af forskellige materialer som fx genbrugsmaterialer og begrønnede facader. Samtidig skal kvarteret skabe boliger til både Københavns børnefamilier, studerende og seniorer, og 25 procent af boligerne bliver almene boliger.  

”Det er et rigtig spændende projekt med mulighed for at bygge bæredygtige boliger af høj kvalitet, der med sine mange boligformer vil skabe en stor grad af mangfoldighed. En effektiv byggeproces betyder, at det vil være til en husleje, som almindelige danskere har råd til at betale, og samtidig vil det give vores medlemmer et fornuftigt langsigtet afkast," siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Fem værdifulde konkurrenceforslag
Fem teams deltog i arkitektkonkurrencen om at udforme en masterplan for 219.000 m2 etageareal byggeri, hvor det er et krav, at kun 11,8 hektar af arealet må bebygges. De resterende 6,3 hektar skal være natur og friareal. Alle forslagene har ifølge dommerbetænkningen leveret besvarelser, der viser indgående forståelse for områdets kvaliteter og udfordringer. De har på hver deres måde leveret værdifulde forslag til dommerkomitéens drøftelser om bæredygtighed, træbyggeri, fællesskaber og ikke mindst det at bygge tæt på og i samspil med natur. Ifølge dommerbetænkningen udmærker vinderforslaget sig dog ved at tage ”afsæt i en særlig tilgang og respekt for den eksisterende fælled”.

Det vindende team blev kåret ved en reception hos By & Havn i dag, hvor vinderforslagets kvaliteter blev gennemgået. Og det var en glad repræsentant for teamet, som ser store muligheder i det kommende byggeri:
”Med beslutningen om, at man vil bygge på Fælleden, ser vi en forpligtelse til at skabe et sted, hvor mennesket og naturen er i balance. Konkret betyder det, at den nye bydel bliver Københavns første bydel i træ, fuld af naturhabitater, der kan skabe rigere vækstbetingelser for planter og dyr. Med landsbyen som forbillede skaber vi en by, hvor biodiversitet, naturmangfoldighed og aktivt fællesskab sætter rammen for et bæredygtigt liv i pagt med naturen. Byen er udviklet i tæt dialog med biologer, miljøingeniører og andre eksperter,” siger Signe Kongebro, partner hos Henning Larsen.

Vinderforslaget skal nu kvalificeres og bearbejdes frem mod Københavns Kommunens lokalplanproces. Byggeriet af kvarteret kan begynde, når lokalplanen for området er vedtaget, og der foreligger en godkendt byggesag.

 

Yderligere information:

 

FAKTA OG TAL OM MASTERPLAN FOR VEJLANDS KVARTER:

  • Med Københavns Kommunes budgetaftale for 2019 blev det vedtaget at sætte gang i udviklingen af Vejlands Kvarter.
  • Konkurrenceområde: Vejlands Kvarter ca. 181.000 m2. Samlet byggeret: ca. 219.000 m2 etageareal, hvoraf boliger og parkering udgør ca.199.000 m2 etageareal m2.
  • Detailhandel, naturformidlingscenter m.v.: ca. 3.000 m2 etageareal.
  • Kommunale institutioner, som skole og daginstitution: ca. 17.000 m2 etageareal.
  • Minimum 6,3 hektar friholdes til natur og friareal (ca. 63.000 m2).
  • Højde: Fra to til seks etager, hvor de laveste bygninger ligger længst ude i landskabet og de højeste i den centrale del af landsbyenklaven.
  • Facader i fx upcycling materialer, træ, (genbrugs-) tegl, evt. skifer og lignende genanvendelige materialer og begrønnede facader.
  • Fokus på at minimere biltrafikken i bydelen. Forslagets vejstruktur skal bearbejdes yderligere og skal understøtte den bløde trafik.
  • Byområdet kan certificeres til DGNB-platin og for de enkelte byggerier er ambitionen at opnå DGNB-guld.
  • Forskellige boligtyper: Private lejeboliger og fællesskabsboliger med fællesarealer for familier, 50+ og studerende. 25 procent af boligerne bliver almene boliger.
  • Det foreslås, at fremtidige beboere etablerer et naturlaug med det formål at pleje og vedligeholde naturen i bydelen.
  • Arealet opfyldes med ren jord op til 1,7meter på de bebyggede arealer for afvanding af overfladevand og for minimering af udgravning i lossepladsfyld.

BEDØMMELSESKRITERIER:

I bedømmelsen er der lagt vægt på, at Vejlands Kvarter fremstår med en tydelig egenart med fokus på fællesskaber, natur, bæredygtighed og fremmer et varieret byliv –  samt forholder sig specifikt til placeringen på Amager Fælled.

 

KONKURRENCEDELTAGERE:

  • HENNING LARSEN med ingeniørfirmaet MOE som underrådgivere
  • VANDKUNSTEN med Marianne Levinsen Landskab, Dansk Energi Management og Norconsult som underrådgivere
  • WERK med Orbicon, Søren Jensen Ingeniører og Viatrafik som underrådgivere
  • AART ARCHITECTS med BOGL og Rambøll som underrådgivere
  • SLETH med NIRAS, Holscher Nordberg og Møller & Grønborg som underrådgivere

 

DOMMERKOMITÉ:

  • Marius Møller, direktør, PensionDanmark
  • Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør, PensionDanmark
  • Rita Justesen, chef for Planlægning & Bæredygtighed, By & Havn. Formand for dommerkomiteen
  • Michael Soetmann, udviklings- og salgsdirektør, By & Havn
  • Nicolai Irminger Axholm, chef for Udlejning & Ejendomme, By & Havn

 

FAGDOMMERE:

  • Arkitekt MAA, Jan Christiansen
  • Arkitekt MAA, Ole Schrøder
  • Landskabsarkitekt MDL, Jakob Kamp

 

FORVENTET VIDERE PROCES FOR UDVIKLINGEN AF VEJLANDS KVARTER:

  • Den 9. december 2019: Offentligt borgermøde med præsentation af vinderforslag.
  • Juni 2020: Lokalplanforslag til politisk godkendelse
  • Juli – august 2020: Offentlig høring af lokalplanforslag
  • Ultimo 2020: Endelig lokalplan til politisk vedtagelse, og byggeriet kan gå i gang efter godkendt byggesag.

 

Offentlig præsentation af vinderforslaget

Kom og se det vindende forslag i arkitektkonkurrencen om Vejlands Kvarter og hør om visionerne bag. By & Havn og PensionDanmark inviterer til præsentationsmøde af vinderforslaget mandag den 9. december kl. 18.00-20.00 på Danhostel Copenhagen Amager, Vejlands Allé 200, 2300 København S.

Teamet bag vinderforslaget præsenterer deres projekt. Der bliver også mulighed for at stille spørgsmål og høre mere om den videre proces for udviklingen af Vejlands Kvarter.

Tilmelding senest torsdag den 5. december på mail: vejlandskvarter@byoghavn.dk.

N.B. først til mølle princippet (max 100 deltagere).