Se alle nyheder

Ballerup Kommune og PensionDanmark vil udvikle by- og erhvervsområde med 10.000 nye arbejdspladser

Et banebrydende og bæredygtigt by- og erhvervsområde med op til 1.000 boliger og 10.000 nye arbejdspladser er på tegnebrættet i Kildedal-området i Ballerup Kommune. Ballerup Kommune og PensionDanmark har indgået et partnerskab med henblik på at udvikle bydelen inden for 8-10 år.

Ballerup Kommune og PensionDanmark har underskrevet en hensigtserklæring om i fællesskab at udvikle et enestående og innovativt by- og erhvervsområde i bydelen Kildedal i Ballerup Kommune.

Området bliver markedsført som KILDEDAL, og det samlede areal kommer til at udgøre 262.000 m2 og indebærer opførelse af 1.000 bæredygtige boliger samt faciliteter, der kan rumme 10.000 arbejdspladser.

”Vi ser store perspektiver i planerne om et samarbejde med Ballerup Kommune. Ambitionerne i projektet flugter godt med PensionDanmarks strategiske fokus på at investere i bæredygtigt og innovativt byggeri og udvikling af bydele. Kildedal kan forene socialt ansvar og målsætninger om at bidrage til innovation og vækst med behovet for at skabe gode afkast til vores medlemmer,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Det er intentionen, at Kildedal skal have særligt fokus på life science-virksomheder inden for blandt andet MedTech, HealthTech, BioTech, kunstig intelligens mv. Dertil kommer medicinal- og medico-industrien. Et område, hvor Ballerup Kommune allerede er spydspids.

”Ballerup har i mange år haft en stærk position inden for erhverv, hvor vi har arbejdet målrettet og langsigtet. I et stærkt samarbejde med PensionDanmark om udvikling af KILDEDAL vil vi kunne skabe et område, der vil kunne give yderligere vækst, udvikling og arbejdspladser til gavn for Ballerup Kommune og Hovedstaden – ja til gavn for hele Danmark”, siger borgmester i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen.

Højeste standarder inden for bæredygtighed

Kildedal huser allerede i dag en række store internationale virksomheder inden for life science. Det er blandt andre Oticon, Cooper Surgical og Novo Nordisk. Med udviklingen af Kildedal er det samtidig hensigten at etablere et serviceerhverv i innovative rammer med det formål at binde området endnu bedre sammen.
Det er dog ikke kun på erhvervssiden, at Kildedal kommer til at skille sig ud. Boligerne bliver også unikke, da de vil blive bygget efter de allerhøjeste standarder inden for bæredygtighed. Byggeriet forventes at blive bæredygtighedscertificeret efter standarden DGNB-Guld.

Bygningerne vil blandt andet indrettes med ny teknologi med fokus på, at boligerne lever op til de højeste standarder for energieffektivitet samt sikrer et sundt indeklima for både kommende beboere og medarbejdere.

FAKTA: KILDEDAL

262.000 m2 by- og erhvervsområde
Op til 10.000 nye arbejdspladser
Op til 1.000 nye boliger
Skal huse en blanding af nye life science- og tech-virksomheder: 

Visualisering: WERK Arkitekter