Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har etableret fonden Copenhagen Infrastructure IV, der forventes at blive en af verdens største fonde for investering i vedvarende energi-infrastruktur med et forventet samlet investeringstilsagn fra investorerne på mellem 45 og 50 mia. kroner. PensionDanmark har som en af de første investorer givet tilsagn om at investere 500 mio. euro – knap 4 mia. kroner.
”Copenhagen Infrastructure Partners har dokumenteret helt særlige kompetencer i investering i vedvarende energi-infrastruktur inden for offshore- og onshore-vind, solenergi og transmissionsanlæg i Europa, Nordamerika og dele af Asien. Vores samarbejde har været meget tilfredsstillende. Det har givet vores medlemmer meget attraktive afkast på omkring 10 procent årligt, og samtidig har vi givet et mærkbart bidrag til den grønne omstilling, ” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark var i 2012 med til at etablere den første CIP-fond (Copenhagen Infrastructure I) som dengang eneste investor i fonden. Siden er kommet yderligere et antal fonde til med flere investorer.
CIP forventer med oprettelsen af CI IV at stå med en samlet portefølje af grønne investeringer, der vil reducere den globale Co2-udledning med estimeret 10-11 mio. ton per år og levere bæredygtig energi til fem millioner husholdninger.
PensionDanmark havde ultimo 2019 investeringer i infrastruktur på samlet 22,6 mia. kr., hvoraf ca. halvdelen er investeret via CIP.