Se alle nyheder

Guld til bæredygtig udvidelse af MOE-domicil

PensionDanmark får DGNB Guld for udvidelse af MOEs domicil i Søborg. Miljøvenlige materialer og sundt indeklima får højeste anerkendelse for bæredygtighed.

De rådgivende ingeniører MOE har nu dokumentation for, at hele deres domicil på Buddingevej i Søborg er bæredygtigt på guld-niveau.

Onsdag formiddag fik bygherren PensionDanmark overrakt DGNB Guld for den udvidelse med 3.500 m2  kontorarealer og yderligere 1.000 m2 parkeringsarealer, som blev afleveret til lejerne i april 2019. Sammenlagt består ejendommen nu af ca. 14.000 m2 bæredygtighedscertificerede kontor- og butiksarealer med fordelagtig beliggenhed tæt på blandt andet S-tog og kommende letbane.

”Udvidelsen fuldender et domicil med bæredygtighed som absolut topprioritet. Klimaet og kvaliteten er i højsædet både i forhold til materialevalg og energiforbrug. Samtidig får lejerne glæde af attraktive, trygge og multifunktionelle kontorarealer med et særdeles sundt indeklima. Det gør det også til en langsigtet og god investering for vores medlemmer,” siger direktør i PensionDanmark Ejendomme Marius Møller.

”For MOE er DGNB-certificering ikke kun en anerkendt metode, men et værktøj til at skabe og synligøre bæredygtig udvikling. MOE rådgiver om bæredygtighed, og vi ønsker selv at gå i spidsen. Derfor er vi glade og stolte over, at hele vores domicil nu er DGNB certificeret i forbindelse med, at vi vores tilbygning nu også har opnået DGNB Guld,” siger adm. direktør Christian Listov-Saabye.

Green Building Council Denmark (DK-GBC) belønner blandt andet byggeriets tårnhøje krav til miljøvenlig indvending af byggematerialer af høj kvalitet. Det energibesparende indeklima med naturligt kølemiddel i ventilationsanlægget udløser også høje karakterer for effekt på både klima og trivsel hos lejernes medarbejdere.  

MOE og detailkæden Coop flyttede ind på Buddingevej 272 i Søborg i 2013, men i takt med MOEs vækst, er domicilet udvidet med 30 procent.

PensionDanmark
Fra venstre: Jens Breinholt, projektdirektør i PensionDanmark, Mikael Lyngsfeldt COO i MOE A/S, Mathilde Landgren, teknisk konsulent i Green Building Council.

Fakta om udvidelse af MOE-domicil

Adresse: Buddingevej 272, Søborg
Areal: Tilbygning på 3.500 m2 kontor i tilknytning til 11.500 m2 kontor og butik. Samt en udvidelse af parkeringsarealet på 3.000 m2 med 1.100 m2
Opførelsesår: 2013
Tilbygningsår: 2017-2019
Lejer: MOE A/S
Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen
Ingeniør: MOE A/S