Vallensbæk Company House IV er blevet bæredygtighedscertificeret i kategorien DGNB Guld og dermed miljømæssigt på højde med PensionDanmarks andre nybyggerier, der alle bæredygtighedscertificeres for blandt andet at sikre et lavt klimaaftryk.
Ejendommen har blandt andet opnået høje karakterer for bæredygtighed i kraft af meget lave omkostninger til vedligehold og i bedømmelsen af ejendommens miljøpåvirkninger set over byggeriets samlede livscyklus.
”Bæredygtighedscertificeringen af Vallensbæk Company House IV illustrerer det store potentiale i bæredygtigt byggeri, når eksisterende ejendomme i dag står for omkring 40 pct. af den samlede CO2-udledning. Bedre indeklima, sænket energiforbrug og lavere udgifter til vedligehold er en fordel for både lejeren, os som ejer og dermed også for vores medlemmer, der får et bedre afkast,” siger Marius Møller, direktør i PensionDanmarks afdeling for ejendomme.
”I NCC PD har vi arbejdet med bæredygtighedstiltag i vores ejendomsprojekter siden 2006, og i de seneste mange år har vi bæredygtighedscertificeret alle vores projekter efter DGNB på minimum guld-niveau,” siger Ole Faurby, adm. direktør i NCC Property Development og fortsætter:
”Vi ved, at det betyder meget for vores investorer, at vi leverer bæredygtigt byggeri. Det har været et element i beslutningen for de lejere, der allerede er flyttet ind, og vi er sikre på, at det også vil være et argument for de lejere, der flytter ind i de endnu ledige 3.000 m2 i ejendommen.”
Vallensbæk Company House IV er fjerde og sidste kontorbyggeri i Delta Park med god beliggenhed helt ud til E20-motorvejen og tæt forbindelse til bus, tog og Ring 3-motorvejen vest om København. Hovedstadens Letbane får desuden en station i Delta Park.
FAKTA: Vallensbæk Company House IV
Adresse: Delta Park 45, 2665 Vallensbæk
Købspris: DKK 240 mio.
Areal: 12.225 m2
Sælger: NCC Property Development A/S
Lejere: Orkla Foods, Orkla Care, Takeda Pharma, Sennheiser Nordic og Daloc Danmark A/S.