Se alle nyheder

Coop og PensionDanmark samarbejder om ny grøn bydel

Et stærkt partnerskab mellem Coop og PensionDanmark skal realisere første fase af en ny bæredygtig bydel, Coop Byen, omkring Coops hovedkvarter i Albertslund vest for København.

 

PensionDanmark og Coop har indgået aftale om at opføre første fase af Coop Byen sammen. Coop Byen skal bygges i flere faser i løbet af de næste 10 år med afsæt i en masterplan udarbejdet af tegnestuen Henning Larsen.

For at realisere planen har Coop Danmark og PensionDanmark indgået et joint venture-selskab med en 50/50-fordeling, der skal stå for opførelse af Coop Byens første fase. Første fase består af 380 lejligheder og rækkehuse, et fælleshus, et parkeringshus, en daginstitution, et grønt areal og et åbent cykelværksted for byens beboere.

Hele Coop Byen vil, når den er færdigbygget, have forøget boligmassen i Albertslund Kommune med 1.800 boliger, svarende til ca. 15 pct. Projektet vil færdigbygget repræsentere en markedsværdi på ca. seks milliarder kroner.

”Vi er meget glade for at indgå i et partnerskab med PensionDanmark, da de - ligesom os - har ansvarlighed, bæredygtighed og medlemsdemokrati som en del af deres DNA. PensionDanmark er desuden også i en førende position som investor i bæredygtigt byggeri, og i fællesskab vil vi opnå vores vision om at bygge en fremtidssikret bydel, hvor fællesskab, bæredygtighed, mangfoldighed og sundhed er i centrum,” siger Coops formand Lasse Bolander.

I PensionDanmark glæder administrerende direktør Torben Möger Pedersen sig over at bringe selskabets ekspertise inden for bæredygtigt byggeri i spil sammen med Coops unikke brand og tradition for fællesskab, demokrati og bæredygtighed.

”Samarbejdet med Coop giver os en rigtig god mulighed for at bidrage til et grønt byområde i stor skala. Vi vil med vores engagement være garant for gennemtænkte kvalitetsløsninger, der skaber værdi for beboere, klima og nærmiljø og samtidig gerne må være en inspiration for andre. Det gør man bedst ved at skabe unikke, fællesskabsorienterede byrum, der forener sociale gevinster med solide afkast til vores medlemmer,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Fællesskab, deleøkonomi og bæredygtighed
Boligerne i Coop Byens første fase samles i tre klynger omkring et grønt areal og et fælleshus, som de kommende beboere skal drive i fællesskab.

Coop Byens bæredygtighed skal certificeres til guld-niveau inden for DGNB, og boligerne skal Svanemærkes.

Den nye bydel ligger i Albertslund, hvor der både er gode transportforbindelser til København, skov og vand og kulturinstitutioner, og byen skal bygges op om de samme grundlæggende idealer om demokratisk indflydelse, lige ret til det gode liv og fællesskab, som både Coop og Albertslund Kommune er rundet af.

”Coop Byen er et godt eksempel på, at Albertslund er i rivende udvikling. Det er et eksempel på en velfærdsby med vokseværk. Og det er i tråd med den udvikling, vi ønsker i Albertslund - nemlig; mere Albertslund. Vi udvider og udvikler med nye og bedre rammer til gavn for mange og med rod i de værdier om fællesskab og bæredygtighed, som har været med til at gøre Albertslund til en helt særlig by,” siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund Kommune.

Albertslund Kommune deltager aktuelt i Coop og PensionDanmarks arbejde med en lokalplan, der efter planen sendes til politisk behandling efter sommerferien. Første spadestik forventes i sommeren 2022, og de første beboere forventes at flytte ind i medio 2024.

Kontakter
PensionDanmark: Direktør for Kommunikation og Presse Ulrikke Ekelund – 2019 9238
Coop: Formand Lasse Bolander – 3091 9266 (via Lars Aarup)
Albertslund Kommune: Borgmester Steen Christiansen - 2253 7220 (via Janus Enemark Nissen)

Fakta om Coop Byen Fase 1
Boligareal: 32.000 m²
Markedsværdi: Ca. 1 mia. kr.
Ejere: Coop Danmark og PensionDanmark (50/50)
Antal boliger: 378 lejligheder og rækkehuse
Øvrigt byggeri: Daginstitution, fælleshus, p-hus og fælles udearealer.
Arkitekter: Henning Larsen, Arkitema, Mangor & Nagel og ONV
Boligstørrelse: 60-130 m² fordelt på 2-5 værelses lejligheder og rækkehuse samt et mindre antal ungdomsboliger på 30-40 m²
Husleje: Lejepriser vil afspejle markedsvilkår for områdets øvrige nyopførte boliger
Tidshorisont: Første spadestik i sommeren 2022. Forventet indflytning af første beboere i medio 2024
Bæredygtighed: Certificeringen DGNB Guld