Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab vandt den regionale pris som årets danske pensionsselskab, da de bedste europæiske pensionsselskaber blev hædret ved IPE Awards 2021.
Ved prisuddelingen i Madrid torsdag aften, blev det blandt andet fremhævet, at PensionDanmark i sin investeringsstrategi har haft fokus på at investere i den grønne omstillings frontløbere i industrier med store behov for at nedbringe deres CO2-udledning frem for automatisk at ekskludere selskaber.
”Prisen markerer, at juryen er enige i vores opfattelse af, hvordan investorer bedst kan bidrage til den grønne omstilling og leve op til vores samfundsansvar. Det sker ved at investere i virksomheder, der i selv de mest udfordrede brancher som shipping, byggematerialeindustrien og landbruget er gået i gang med at omlægge deres forretningsmodeller i en klimavenlig retning. I stedet for den nemme løsning, hvor man kun investerer i “grønne darlings”. Det er greenwashing. Vi tror på, at de virksomheder, som har besluttet at bidrage positivt til deres omverden og leve op til deres samfundsansvar, også er de bedste investeringer for vores medlemmer,“ siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
Hertil kommer PensionDanmarks banebrydende investeringer i bæredygtigt byggeri og i vedvarende energi-infrastruktur over hele verden.
Også PensionDanmarks fokus på nyskabende effektivisering af kundeservice gennem digitalisering blev fremhævet som en begrundelse for prisen som Danmarks bedste pensionsselskab. PensionDanmark har i år som det første pensionsselskab i Europa skiftet til en ren cloud-baseret it-platform, som giver mere effektiv og individualiseret kundeservice og holder administrationsomkostningerne nede.
”Digital innovation er centralt, når vi vil være Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab og samtidig have meget høj kundetilfredshed og moderne produkter tilpasset den enkelte families behov. Vores nye platform giver hurtigere sagsbehandling, bedre ressourceudnyttelse og dermed mere tid til medlemmerne og deres oplevelser i kontakten med PensionDanmark, ” siger Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark har tidligere modtaget hovedprisen ved IPE Awards som ”European Pension Fund of the Year” i 2017, 2018 og 2020.
FAKTA: IPE Awards til PensionDanmark
2021: Country Award - Denmark
2020: European Pension Fund of the Year, Country Award - Denmark og Real Assets & Infrastructure
2019: Country Award - Denmark (delt med ATP)
2018: European Pension Fund of the Year, Outstanding Industry Contribution (til Torben Möger Pedersen), Country Award - Denmark, Credit & Alternatives og Innovation
2017: European Pension Fund of the Year og Innovation