Se alle nyheder

PensionDanmark og Aleris-Hamlet når mænd med videopsykologer

Et samarbejde med Aleris-Hamlet betyder, at medlemmer med sundhedsordning hos PensionDanmark har nem og gratis adgang til videosamtaler med en psykolog. Nyskabelsen betyder kort ventetid og har fået flere mænd til at søge psykologhjælp for første gang.

Det kan være svært at finde både tid og overskud til at søge hjælp med livets små og store udfordringer, når man har travlt på byggepladsen eller i lastbilen. Men et nyt samarbejde mellem en af Danmarks største sundhedsvirksomheder Aleris-Hamlet og arbejdsmarkedspensionsselskabet PensionDanmark gør det nu nemmere at komme til psykolog.

400.000 medlemmer omfattet af PensionDanmarks sundhedsordning kan nu konsultere en psykolog via video uden henvisning fra egen læge, uden egenbetaling og uden lange ventetider. Online psykolog har åbent alle hverdage kl. 8-21 og i weekender og på helligdage kl. 9-17. Konsultationerne kan således passes ind, så man kan sidde trygt i egen bolig og få hjælp.

”Vi ser et tydeligt behov for, at vores medlemmer får hurtigere og nemmere hjælp, når de oplever stress, depression eller andre psykiske problemer. Og takket være dette nyskabende og velfungerende samarbejde med Aleris-Hamlet skaber vi nu en direkte adgang via app eller hjemmeside. Det betyder, at vi kan nå ud til medlemmerne, inden en krise vokser sig større og får mere længerevarende konsekvenser,” siger direktør for kunder og kundeservice i PensionDanmark Flemming Tovdal Schmidt.

Aleris-Hamlets psykologer har siden ordningens introduktion 20. oktober og frem til 1. december oprettet 462 førstegangssamtaler. Over halvdelen af medlemmerne har derefter oprettet et forløb, så de deltager i flere konsultationer. Det er muligt for medlemmerne at få en strakskonsultation samme dag, som de henvender sig, og gennem hele perioden har det været muligt at booke en konsultation inden for fire dage.

”Det har vist sig, at mange flere søger psykologhjælp, når de ikke behøver at møde fysisk op, men blot kan kalde psykologen op på skærmen, når det passer ind i en travl hverdag. Det er hurtigt, nemt og fleksibelt,” siger chefpsykolog Annette Gaard fra Aleris-Hamlet Psykologhus.

Aleris-Hamlet oplever, at der indledningsvis er kommet mange medlemmer til, som ikke før har henvendt sig til psykolog med personlige problemer. PensionDanmark udbyder pensionsordning via overenskomst og har derfor mange mandlige medlemmer beskæftiget inden for bl.a. byggeri, gartnerfaget og transportsektoren. De har også taget godt imod det nye tilbud. 63 procent af førstegangssamtalerne er således booket af mænd

”For mændene er en online psykolog et mindre skridt at tage, og det giver en højere grad af diskretion. Vi ser derfor også, at andelen af mænd er væsentligt højere ved online konsultationer – hele 63 procent i mændenes favør mod traditionelt kun 30 procent ved fysiske konsultationer,” siger Annette Gaard.

Det vækker glæde i PensionDanmark, at den nemme tilgang til video-konsultationer har fået en ny gruppe medlemmer til at tage hånd om deres mentale helbred.

”Vi vil gerne være et supplement til det offentlige sundhedsvæsen, og derfor er det meget positivt for os, at vi allerede nu ser ud til at have åbnet en dør for en gruppe, der ellers har været tilbageholdende med at søge professionel hjælp,” siger Flemming Tovdal Schmidt.


Fakta: Det handler de fleste henvendelser om
55 procent af alle henvendelserne handler om et af disse tre emner:

1. Stress
2. Relationelle problemer
3. Depression

 

Yderligere information

Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238.
Kommunikationschef Birgitte Hoffmann, Aleris-Hamlet, telefon 2968 7665