Se alle nyheder

PensionDanmark og NCC bygger nyt kontorhus på Marmormolen i København

PensionDanmark har hyret NCC til byggeriet af et 13.000 kvadratmeter stort kontorhus i Københavns gamle frihavn.

Marmormolen vil fremover komme til at huse endnu flere bæredygtige arbejdspladser ved den københavnske havnefront.

PensionDanmark har således besluttet at opføre et kontorhus på 13.000 kvadratmeter på molen i den gamle frihavn, hvor Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab allerede er i færd med at opføre et nyt hovedsæde til DFDS.

”Med bygningen af kontorhuset fuldender vi området ved Marmormolen, som kommer til at indkapsle PensionDanmarks idealer for ejendomsinvesteringer,” siger Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark, og uddyber:

”Vi skaber et livligt og attraktivt erhvervsområde, placeret centralt og i smukke omgivelser og med bæredygtighed som den røde tråd. Det bliver rammen om mange fantastiske arbejdspladser og en god investering for vores medlemmers pensionsopsparinger.”

Kontorhuset skal bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld som minimum, og den færdige ejendom vil rumme omkring 550 faste arbejdspladser, mødecenter og kantine med plads til cirka 240 personer. Desuden opføres parkeringskælder, cykelparkering og butikslokaler i stueetagen.

NCC er valgt som totalentreprenør på byggeriet, hvor Rambøll og Act-Ing er bygherrerådgiver. Kontorhuset er tegnet af PLH Arkitekter og ventes færdigt i sommeren 2023.

”Vi ser frem til at komme i gang med det spændende byggeri, der har en fantastisk beliggenhed og nogle flotte arkitektoniske detaljer,” siger projektdirektør Ole Møller Petersen fra NCC og tilføjer:

”Projektet er skabt gennem et særdeles konstruktivt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og NCC, hvilket har resulteret i en kontorbygning i høj kvalitet, hvad angår såvel disponering, materialevalg samt hensyn til bæredygtighed og indeklima.”

Marmormolen ligger centralt langs fronten i den gamle frihavn, som gennem de seneste år er blevet omdannet fra international havn til et moderne byområde, der huser såvel boliger som kontorer, restauranter og supermarkeder. Placeringen ved vandet kombineret med nærhed til S-tog og den nyligt anlagte metrolinje til Nordhavn og Orientkaj gør beliggenheden særdeles attraktiv.

Byggeriet af kontorhuset begynder i 3. kvartal 2021.