Se alle nyheder

PensionDanmark, PFA og Andel indleder samarbejde med Nykredit om finansieringsløsning til VindØ

Det danske VindØ-konsortium bestående af PFA, PensionDanmark og Andel har valgt at indlede samarbejde med Nykredit for at undersøge mulighederne for en samlet dansk finansieringsløsning til den kommende energiø i Nordsøen.

Konsortiet bag energiøen VindØ indleder samarbejde med Nykredit. Det er forventningen, at det foreningsejede realkreditselskab vil bidrage til planlægningen af kapital- og finansieringsstrukturen samt levere en betydelig del af fremmedkapitalen baseret på udstedelse af realkreditobligationer. Dette flugter godt med VindØ-konsortiets langsigtede investeringshorisont.

Nykredits stærke rådgivningskompetencer inden for energi og infrastruktur samt vedholdende fokus på samfundsansvar og grønne løsninger skaber optimale forudsætninger for et godt samarbejde omkring fremtidens energiøer – ikke kun i Danmark, men også internationalt.

”Danmark skal også i fremtiden være et grønt foregangsland. Derfor har vi et stærkt ønske om at bringe vores kompetencer i spil og vise verden, hvordan vi med den unikke, danske realkredit kan understøtte udviklingen af verdens første energiø,” udtaler Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit.

Nykredit er en naturlig partner for VindØ-konsortiet, hvor særligt det dansk forankrede foreningsejerskab matcher VindØ-konsortiets ejerkreds og projektets samfundskritiske natur rigtig godt.

”Vi er i VindØ-konsortiet rigtigt glade for, at Nykredit nu indtræder i samarbejdet om energiøen i Nordsøen. Dels fordi Nykredit som foreningsejet virksomhed passer godt ind på VindØ-holdet, dels fordi vi dermed kan sikre en samlet dansk finansieringsløsning for verdens første energiø,” udtaler Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Energiøen er den første af sin slags i verden og vil sikre Danmark en førerposition inden for produktion af store mængder grøn energi til havs; som en grøn livsnerve i et integreret europæisk energisystem. Øen kan desuden huse innovative teknologier som power-to-x og lagring af energi i stor skala, samt naturligvis en havn til servicering af de omkringliggende energianlæg.