Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab blev fremhævet, da der torsdag aften blev uddelt European Pensions Awards i London. Her modtog PensionDanmark prisen som ’ESG/SRI Provider of the Year’ for sin indsats for at integrere arbejdet med social ansvarlighed i sine investeringer.
“Vi ser prisen som en anerkendelse af, at PensionDanmarks arbejde med ansvarlige og bæredygtige investeringer i blandt andet vedvarende energi, grøn infrastruktur, bæredygtige ejendomme og virksomheder, der lever op til deres samfundsansvar, har formået at sætte nye standarder. Det giver os et rygstød til at fortsætte med at bringe nyt lys over vejen til, hvordan man i endnu højere grad kan integrere ansvarlighed i sine investeringer og gøre det til en forudsætning for - og ikke en modsætning til - at skabe gode afkast til vores medlemmer,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark har de seneste år blandt andet udvidet rapporteringen af investeringernes aftryk på omverdenen for at bidrage til større gennemsigtighed.
PensionDanmark var således også det første danske pensionsselskab til at underlægge sine ESG-nøgletal ekstern revision. Det styrker mulighederne for at bidraget til positiv forandring gennem massive investeringer i og aktiv dialog med de virksomheder, der bidrager bedst til omverdenen og dermed også udgør en sund investering.
”Prisen er ikke kun til glæde for vores dedikerede medarbejdere fra investering og ESG. Den udgør i virkeligheden et skulderklap til alle vores 800.000 medlemmer. De kan glæde sig over, at deres opsparing også i fremtiden er i særdeles gode hænder både hvad angår afkast til en økonomisk tryg alderdom og de positive forandringer, som de samtidig vil have ejerskab på til glæde for dem selv og for deres børnebørn,” siger Torben Möger Pedersen.