Byggeri med trækonstruktioner kan udgøre et væsentligt bidrag til Danmarks ambitioner om at reducere CO2-udledningen. Men det skal ikke ske på bekostning af skovareal.
Derfor vil PensionDanmark, som en frontløber inden for byggeri med træ som det primære materiale, plante et træ for hvert træ, der bliver brugt, når Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab opfører nye ejendomme.
Derfor markerer PensionDanmark Skovens Dag med en ny aftale med Hedeselskabet om i første omgang at rejse 100 hektar klimaskov, der desuden vil bidrage til lagring af CO2 og udviklingen af mangfoldig natur og biodiversitet.
”Når vi som bygherre går forrest i arbejdet med at erstatte materialer med højt klimaaftryk med træ, skal vi også påtage os ansvaret for, at det ikke kommer med en pris i form af mindre skov. Derfor er samarbejdet med Hedeselskabet om klimaskov i Danmark en vigtig understregning af, at vi har en 360 graders tilgang til bæredygtighed og ansvarlighed, hvor vi vedvarende forsøger at hæve barren,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen og tilføjer:
”Vores indledende investering vil på sigt give 40.000 kubikmeter tømmer. Det svarer til forbruget af træ i Fælledbys kommende 2.000 boliger samt tilhørende institutioner.”
For Hedeselskabet er det naturligt at indgå i samarbejdet med PensionDanmark, hvor mange medarbejdere inden for skov og landbrug har deres pensionsopsparing.
”Når man bruger træ i byggeri, binder man ikke alene CO2 i bygningen i hele dens levetid, men er samtidig med til at fortrænge klimabelastede byggematerialer. Derfor anser vi i Hedeselskabet træ som fremtidens byggemateriale, og det glæder os, at PensionDanmark vil vise vejen – både med bæredygtigt byggeri og med etablering af klimaskov,” siger Torben Friis Lange, administrerende direktør i Hedeselskabet.
Skoven vil blive rejst på landejendomme, som parterne i fællesskab udvælger. Hedeselskabet vil stå for at etablere og drive arealerne som klimaskov.
Klimaskoven har desuden til formål at skabe værdi i lokalområdet, hvor beboerne frit kan anvende skoven rekreativt, ligesom den vil bidrage til den nationale målsætning om at forøge de danske skove til 25 procent af landarealet.
Foruden CO2-bindingen i træerne og de rekreative muligheder i klimaskovene, etableres de også for at beskytte grundvandet og højne biodiversiteten.
PensionDanmark og Hedeselskabet planlægger at påbegynde etablering af skovarealerne og tilplantning med ny klimaskov i foråret 2023
Fakta om samarbejdspartnerne
- PensionDanmark er Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab og en af Danmarks største ejendomsbesiddere.
- Som en frontløber inden for bæredygtigt byggeri arbejder PensionDanmark hele tiden med at øge anvendelsen af bæredygtige byggematerialer.
- Aktuelt forbereder PensionDanmark sammen med By & Havn byggeriet af Fælledby, som bliver Danmarks første byområde med træ som det gennemgående materiale i de bærende konstruktioner.
- Hedeselskabet har siden 1866 beskæftiget sig med skovrejsning og er Danmarks største skovforvalter af både egne og forvaltede skove.
- Hedeselskabet planter klimaskove over hele landet i eget navn og for kunder gennem forretningsdelen HedeDanmark.
Yderligere information
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238.
Presseansvarlig, Christian Agerskov Munk, Hedeselskabet, telefon 2990 1986.