Indbyggerne i Helsingør Kommune kan se frem til et nyt attraktivt byområde med fokus på bæredygtighed, fællesskab og natur. Det er en kendsgerning, efter kommunen har valgt PensionDanmarks vision for den såkaldte ”Sommariva-grund” blandt 12 konditionsmæssige tilbud.
”Vi er enormt glade for, at vi får lov til at realisere vores tilbud om at opføre ”Sommarivabyen” og skabe over 200 nye, attraktive boliger. Vi vil skabe rammerne for en hverdag med fokus på fællesskab på tværs af generationer og familietyper med bæredygtighed og natur som klare ledestjerner,” siger Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark.
Sommarivabyen kommer blandt til at rumme fire fælleshuse med fokus på henholdsvis håndværk, fysisk aktivitet, mad og seniorsamvær, ligesom en væsentlig del af projektet bliver at genetablere den oprindelige natur med skovbryn og kystlandskab på området, der i dag rummer Helsingørs tidligere stadion.
Området forventes at komme til at huse både rækkehuse, ejerlejligheder og lejeboliger til ældre, som i alt vil kunne huse omkring 520 beboere. Boligerne bygges til bæredygtighedscertificering med DGNB Guld og Svanemærket. Der vil så vidt muligt blive anvendt upcyclede materialer.
PensionDanmarks tilbud blev vurderet bedst inden for kriterierne arkitektur og bæredygtighed, og tredjebedst på pris. Med tildelingen køber PensionDanmark Sommariva-grunden af Helsingør Kommune for 154,5 mio. kr.
Fakta om Sommarivabyen:
Beliggenhed: Nordre Strandvej (ved det gamle stadion)
Grundpris: 154,5 mio. kr.
Bebyggelsesareal: 20.600 m2 bestående af:
- 72 rækkehuse på i gennemsnit 130 m2 - målrettet børnefamilier
- 99 ejerlejligheder på i gennemsnit 82-85 m2 – målrettet ældre, enlige og småbørnsfamilier
- 41 lejeboliger bygget efter seniorfællesskabskonceptet Virke – målrettet ældre
- 4 fælleshuse med fokus på henholdsvis håndværk, fysisk aktivitet, Virke-segmentet samt spisning og fødevarer.
Forventet beboersammensætning: 35% børn, 40% 18-50-årige, 25% 50+
Landsskabsarkitekt: SLA
Bygningsarkitekter: Holscher Nordberg og Tegnestuen Lokal
Bæredygtighedskonsulenter: Aaen Engineering og Transition (upcycling af materialer)
Bæredygtighedscertificering: Boliger certificeres til DGNB Guld og får Svanemærkning