Når de største talenter fra de danske erhvervsuddannelser drager til WorldSkills i Shanghai til oktober og EuroSkills i Polen i 2023, er det med støtte fra Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab.
Som sponsor for Skills-landsholdet, der netop er blevet udtaget ved DM i Skills i Høng, er PensionDanmark med til at styrke udviklingen af nye talenter fra en række af de brancher, hvor selskabets 800.000 medlemmer er ansat.
“Mange af vores medlemmers beskæftigelse er afhængig af et fortsat højt fagligt niveau i deres brancher, og det er Skills-landsholdet en fremragende eksponent for. Med sponsoratet understøtter vi desuden flere faglærte, som er helt afgørende for den grønne omstilling. Det høje faglige niveau blandt eksempelvis kokke, tjenere og receptionister i vores hotel- og restaurationsbranche bidrager endvidere til at sætte Danmark på verdenskortet og til at understøtte hele turisterhvervet, som beskæftiger mange mennesker i Danmark,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
Han understreger, at sponsoratet er et naturligt bidrag fra PensionDanmark, som foruden pensions- og sundhedsordninger også administrerer en række overenskomstaftale kompetenceudviklingsfonde, der yder tilskud til efteruddannelse og opkvalificering.
Læs mere om Skills-landsholdet her.
(Enkelte fag vælger først landsholdsdeltagere den 8. maj)
Fakta om SkillsDenmark
SkillsDenmark arbejder for mere fokus på erhvervsuddannelserne. SkillsDenmark er en non-profit organisation bakket op af Undervisningsministeriet, arbejdsmarkedets parter, faglige udvalg, erhvervsskoler, fonde og virksomheder.