PensionDanmark går forrest og er lykkedes med at forene bæredygtighed, ansvarlighed og afkast indenfor ejendomsinvesteringer.
Sådan lyder det flotte skudsmål fra juryen ved den nyindstiftede prisuddeling Ejendom2022, hvor PensionDanmark netop har modtaget Årets Bæredygtighedspris.
”PensionDanmark Ejendomme er et bæredygtigt fyrtårn med deres strategiske satsning på bæredygtighed og social ansvarlighed i alt fra udvikling til opførelse og vedligeholdelse af deres ejendomme,” lyder det fra juryen, som fortsætter:
”Det fokus er blevet succesfuldt forenet med en forretningsmæssig rentabilitet. PensionDanmark Ejendomme har været frontløbere, når det handler om at udvikle bæredygtige løsninger og dermed reducere ejendommes klimabelastning.”
Prisen og de flotte skudsmål modtages med stor taknemmelighed hos Marius Møller, direktør i PensionDanmark Ejendomme.
”Vi har arbejdet strategisk og målrettet med at integrere et holistisk bæredygtighedsfokus gennem hele værdikæden i vores ejendomsprojekter, fordi vi tror på, at det bidrager til den fundamentale værdiskabelse i projekterne, og dermed giver vores medlemmer en bedre forretningen af deres pensionsopsparinger. Derfor er det en kæmpe anerkendelse, at juryen nu viser, at det kan ses og mærkes udefra, og at det er med til flytte branchen i en mere ansvarlig retning,” siger han.
EJENDOM2022 blev uddelt ved konferencen af samme navn, som blev afviklet torsdag. Bag prisen står EjendomDanmark og Ejendomswatch. De øvrige nominerede til Årets Bæredygtighedspris var Tetris A/S og NREP.