Beboerne i seniorbofællesskabet Balancen i midtjyske Ry har nu papir på, at deres hjem ikke alene er i topklasse inden for bæredygtighed, men også inden for arkitektur og æstetik.
Byggeriet har nemlig opnået DGNB Diamant, som adskiller sig fra DGNB’s øvrige bæredygtighedscertificeringer ved også at inddrage en arkitektvurdering. Det er første gang et byggeri med privat bygherre opnår denne certificering, og kun anden gang, at den tildeles til et boligbyggeri.
I certificeringen kaldes Balancen ”et fortrinligt eksempel på hvorledes god identitetsskabende arkitektur kan understøtte gode fællesskaber, og fremme bæredygtig adfærd”.
”Det er en stor milepæl for os, at vi som den første privat bygherre i Danmark nu har et Diamant-certificeret projekt i vores portefølje. Det understreger, at vi har en ambitiøs og holistisk tilgang til bæredygtighed i vores byggerier, og vi ser en klar forbindelse mellem æstetikken i byggeriet og livskvaliteten hos beboerne,” siger Marius Møller, direktør for ejendomme hos PensionDanmark
Han er særligt glad for, at det er Balancen i Ry, der opnår certificeringen, da projektet var blandt de første til at materialisere PensionDanmarks fælleskabsorienterede seniorboligkoncept, Virke.
”Balancen har virkelig bevist, at der er en substantiel efterspørgsel efter boformer centreret omkring fællesskab og bæredygtighed blandt ældre i hele landet. Det har bekræftet os i, at Virke-boliger skal have en fratrædende plads i vores fremtidige investeringer, og med Diamant-certificeringen viser vi nu, at konceptet også kan forene bæredygtighed og æstetik,” påpeger Marius Møller.
Balancens arkitektur er udtænkt af tegnestuen Vandkunsten, og projektet stod færdig i 2021 med 33 lejeboliger. Byggeriet er blot det femte i Danmark, der tildeles en DGNB Diamant-certificering.