PensionDanmarks mangeårige arbejde med nyskabende og certificerede ejendomme er ikke gået ubemærket hen. Tirsdag blev administrerende direktør Torben Möger Pedersen tildelt æresprisen for Outstanding Industry Contribution ved IPE Real Estate Global Awards i Milano.
I motivationen fremhæves Torben Möger Pedersens engagement i udviklingen af ejendomme og infrastruktur som nye investeringsområder for pensionsbranchen.
”Torben har ledt PensionDanmark siden stiftelsen og over tre årtier er institutionen blevet en af de af vigtigste ledere og innovatorer i Europas institutionelle ejendoms- og infrastrukturmarkeder i Europa,” lyder det i begrundelsen.
”Det er en stor ære på denne måde at blive fremhævet internationalt for vores arbejde på ejendomsområdet. Vi har en holistisk ambition om at forene stabile afkast til medlemmernes pensionsopsparing med nye standarder for klimaaftryk, beboersammensætning, samarbejder, fællesskaber og samspil med naturen. Og med denne pris har vi et meget håndgribeligt bevis på, at vi har gjort en forskel,” siger administrerende direktør Torben Möger Pedersen.
PensionDanmark har siden 2012 arbejdet systematisk med DGNB-certificering af nye ejendomsinvesteringer, og klimaaftrykket af porteføljen er allerede nu på linje med Parisaftalens klimamål for bygninger i 2040.
PensionDanmark var i 2012 med til at stifte Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og var eneinvestor i den første CIP-fond. I dag er CIP verdens største investor i vedvarende energiinfrastruktur med 150 investorer og et investeringsomfang på 100 mia. euro.
PensionDanmark har gennem partnerskaber og strategisk innovation skabt prisbelønnede koncepter for blandt andet budgetvenlige studieboliger (Studio[Home]) og fælleskabsorienterede seniorboliger (Virke).
Offentlig-private partnerskaber har ligeledes været et stort fokus i investeringerne, som tæller sygehuse, retsbygninger, plejecentre, uddannelsessteder og et kommende domicil til Forsvarets Efterretningstjeneste.
Siden PensionDanmark i 2014 afhændede sin daværende portefølje af boligejendomme har egenudviklede byområder været et dedikeret fokus i investeringer, som over de kommende år vil resultere i nye, DGNB-certificerede kvarterer med 10.000-vis af boliger i blandt andet Aarhus, Albertslund, Ballerup, København, Køge og Helsingør.
Som seneste skud på stammen lancerede PensionDanmark i 2022 en biodiversitetsstrategi, der har som mål, at alt nybyggeri og byudvikling skal have en positiv naturpåvirkning senest i 2030.
”Byggefagene udgør en betydelig del af vores medlemsskare, og derfor er vi ekstra motiverede til løbende at bidrage til udviklingen af den branche, hvor mange af vores medlemmer til daglig tjener deres løn og pensionsbidrag samtidig med, at de genererer vækst og beskæftigelse til gavn for Danmark,” udtaler Torben Möger Pedersen.
Fakta om PensionDanmarks ejendomsinvesteringer
- PensionDanmark samlede ejendomsinvesteringer beløber sig til ca. 30 mia. kr.
- Investeringerne spænder over erhvervsejendomme, boliger, hoteller, byområder og retail.
- 43 pct. af porteføljen er DGNB-certificeret og 44 pct. opfylder energikravene i EU’s taksonomi for bæredygtig finansiering.
- Klimaaftrykket af ejendomsporteføljen er allerede nu på linje med Parisaftalens klimamål for bygninger i 2040.