2022 blev et år, der vil gå over i verdenshistorien. Ruslands invasion af Ukraine udløste krig i Europa og blev katalysator for flere samtidige kriser, der prægede de finansielle markeder året igennem.
Udviklingen afspejlede sig uundgåeligt i afkastene af danskernes pensioner i takt med, at hverdagen blev præget af stigende renter, heftig inflation og høje energipriser.
For de mere end 800.000 medlemmer i Danmarks største arbejdsmarkedspensionsselskab, PensionDanmark, sluttede 2022 med begrænsede tab. Medlemmer under 46 år fik et afkast på -6,5 procent, mens medlemmer på 67 år fik et afkast på -4,3 procent.
Afkastene placerer PensionDanmark øverst blandt de danske pensionsselskaber i størstedelen af alderspuljerne. Set over de seneste fem år, er det gennemsnitlige årlige afkast for PensionDanmarks alderspuljer positivt med mellem 4 og 6 pct.
”Enkeltstående år med negative afkast er et vilkår, når man investerer. Det er aldrig rart, men vi er glade for, at vi med en langsigtet og dedikeret investeringsstrategi har kunnet begrænse tabene for vores medlemmer, så de fortsat har pæne flerårige forrentninger af deres pensioner,” siger administrerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
De beherskede minusser skyldes en vellykket investeringsstrategi, hvor PensionDanmark har haft en meget aktiv styring af porteføljens aktieandel og rentefølsomhed. Samtidig har det bidraget positivt til afkastet, at PensionDanmark har haft en relativt høj andel af unoterede investeringer og en tilsvarende lavere andel af børsnoterede aktier. Det har været til medlemmernes fordel, da de børsnoterede aktier faldt med 13 procent i 2022, mens særligt de unoterede infrastrukturinvesteringer klarede sig godt og steg 21 procent i værdi.
Fakta: PensionDanmarks afkast (middel risiko) i 2022
Alderspuljer (2022 / 5 års gennemsnit)
45-års-puljen: -6,5% / +5,8%
55-års-puljen: -5,9% / +5,5%
60-års-puljen: -5,2% / +4,8%
67-års-puljen: -4,3% / +3,7%
Forskellen i alderspuljernes afkast skyldes, at yngre medlemmer med længere tid til pensionsalderen har en højere investeringsrisiko og derfor en større del af deres opsparing investeret i aktier i forhold til medlemmer, som har kortere tid til pensionsalderen.