’Jeg har svært ved at genfortælle noget, jeg har læst.’ Sådan lyder det første udsagn i det digitale opsporingsværktøj, læsogskrivbedre.dk, der kan give en pejling på, om man kan have gavn af få undersøgt sine læse- og skrivefærdigheder nærmere. Godt 13.000 virksomheder, der beskæftiger mere end 300.000 medlemmer, får i disse dage information om værktøjet direkte i deres digitale postkasse. Informationskampagnen fra PensionDanmark skal bidrage til, at flere bliver opsporet for læse-og skriveudfordringer.
”Med læsogskrivbedre.dk gør vi det nemt og enkelt at få en pejling på behovet, før man kommer til den egentlige lovpligtige screening hos udbyderne. Det kan være svært at tage den her samtale ude i virksomhederne, og her håber vi, at værktøjet kan være en hjælp,” siger uddannelseschef i PensionDanmark, Jakob Overgaard Jørgensen.
Op imod 600.000 danskere i arbejdsstyrken oplever udfordringer med at læse og skrive. Derfor er der stort potentiale for, at flere bliver opsporet, screenet og eventuelt sendt videre til den rette undervisning.
Gry Nicolaisen, forperson i Ordblindeforeningen:
”For mange læse- og skriveudfordrede er det tabubelagt at tale om og kan være svært at navigere i, hvordan man får den rette støtte. Her giver læsogskrivbedre.dk mulighed for, at man kan sidde i sine vante omgivelser, når det lige passer i kalenderen. Værktøjet guider dig også til, hvad dine næste skridt kan være, og det er en vigtig håndsrækning til folk med læse- og skriveudfordringer.”
Færre deltager i ordblindeundervisning
Færre og færre søger afklaring om og hjælp til at håndtere ordblindhed. Blandt mænd med grundskole som højeste fuldførte uddannelse er deltagelsen i ordblindeundervisning næsten halveret fra 6.000 til 3.500 deltagere om året mellem 2013 og 2019.
”For manges vedkommende er mangelfulde skrive- og læsefærdigheder en barriere for at kunne efteruddanne sig og fx deltage i AMU-kurser. Derfor er det også bekymrende, at deltagelsen i ordblindeundervisning har været faldende det seneste årti. Vi håber, at læsogskrivbedre.dk kan være et værktøj til at understøtte, at flere deltager i efteruddannelse,” siger Jakob Overgaard Jørgensen.
Siden PensionDanmark lancerede læsogskrivbedre.dk i sommeren 2023, har mere end 2.000 benyttet værktøjet til at få en pejling på deres læse- og skrivefærdigheder. Læsogskrivbedre.dk er gratis og tilgængeligt for alle.
Fakta: Sådan kommer medarbejderen videre
- På læsogskrivbedre.dk kan et simpelt opsporingsværktøj afklare, om medarbejderen kunne have glæde af at få undersøgt sine læse- og skrivefærdigheder nærmere.
- I så fald kan virksomheden tilbyde medarbejderen en samtale med en uddannelsesvejleder på det lokale AOF eller VUC, og evt. et efterfølgende gratis ordblindeforløb eller Forberedende Voksenundervisning i dansk (FVU) afhængig af medarbejderens behov.
- Virksomheden modtager SVU-støtte på 127,03 kr. i timen, samt tilskud fra kompetencefonden, og får derved typisk dækket sine omkostninger.
- På PensionDanmarks efteruddannelsessite har virksomhederne fuldt overblik over tilskudsmulighederne i den kompetenceudviklingsfond, som medarbejderen er omfattet af, samt oplysninger om den offentlige SVU-støtte.
Fakta om Læsogskrivbedre.dk
PensionDanmark har i samarbejde med Deloitte udviklet det digitale opsporingsværktøj læsogskrivbedre.dk. Det er sket gennem interviews og workshops med deltagelse af repræsentanter fra målgruppen, Ordblindeforeningen, uddannelsesinstitutioner, fagforeninger og virksomheder. Værktøjet er udarbejdet i samarbejde med Ordblindeforeningen, Styrelsen for It og Læring (STIL), Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), 3F, Dansk Erhverv, AOF Danmark, VUC Erhverv, Jobcenter Solrød, ISS.