Den globale omstilling til netto-nul kræver en energirevolution og store kapitalinvesteringer. Derfor afhænger succesen af et hidtil uset samarbejde mellem de finansielle markeder, virksomheder, regeringer og samfundet som helhed. Og her spiller pensionsselskaberne en afgørende rolle.
Med denne begrundelse har det internationale branchemedie IPE indstiftet den nye prisuddeling, IPE Transition Awards, som torsdag blev uddelt ved en konference i Belgiens hovedstad, Bruxelles.
Og blandt vinderne var PensionDanmark, som modtog prisen for Transparency & Communication on Transition Strategies. Juryen begrunder blandt andet prisen med PensionDanmarks strategi, som er "stærk og innovativ".
”Det er en stor ære at være blandt de første vinderne af IPE Transition Awards. Vi har vist, at investeringer i den grønne omstilling kan forenes med konkurrencedygtige afkast, og vi er klar til at lave endnu flere grønne investeringer fremadrettet,” siger Claus Stampe, administrerende direktør og investeringsdirektør i PensionDanmark.