Se alle nyheder

PensionDanmark skabte gode resultater i turbulent 2020

Trods store udsving på de finansielle markeder leverede PensionDanmark et solidt afkast på 16,1 mia. kr. Samtidig blev administrationsomkostningerne holdt i ro, så stigende indbetalinger kan få opsparingerne til at vokse yderligere hos medlemmerne i Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab.

PensionDanmark lykkedes trods den globale Corona-pandemi med at skabe solide resultater i 2020 til gavn for medlemmerne.

Efter kraftige kursfald på aktiemarkederne i foråret, blev efterslæbet indhentet og mere til, så PensionDanmarks medlemmer kunne notere sig et samlet investeringsafkast på 16,1 mia. kr.

”Det er et meget tilfredsstillende resultat i et udfordrende år. Vi har et robust udgangspunkt med en bredt sammensat investeringsportefølje, hvor medlemmerne fortsat kan nyde godt af vores strategiske fokus på investeringer i blandt andet infrastruktur og bæredygtige ejendomme. Det skaber stabilitet, hvis der er modvind på aktiemarkederne,” siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.

Trods et markant tilbageslag i dansk økonomi oplevede de fleste af PensionDanmarks medlemsvirksomheder en relativt høj og stabil beskæftigelse, og antallet af aktive medlemmer var derfor stort set uændret.

De samlede indbetalinger steg i 2020 til 14 mia. kroner fra 13,5 mia. kroner i 2019, mens balancen ved udgangen af året var vokset med næsten 7 procent til 289,7 mia. kr.

Innovation giver bedre kundetilfredshed
Med de stigende indbetalinger kan medlemmerne samtidig glæde sig over flere penge til opsparingen, da PensionDanmark indtager positionen som Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab.

Investeringsomkostningerne er fortsat blandt de absolut laveste i branchen, mens medlemmernes årlige udgifter til administration endnu engang blev fastholdt på 297 kroner. Det skyldes ikke mindst en omfattende anvendelse af ny intelligent teknologi i den medlemsvendte rådgivning og sagsbehandling.

”Det giver hurtigere sagsbehandlingstider, bedre ressourceudnyttelse og frigiver mere tid til personlig rådgivning og dialog med medlemmerne. Det er ikke blot med til at sikre, at flere af medlemmernes penge går til deres opsparing, men vi ser også, at det får medlemstilfredsheden helt i top,” siger Torben Möger Pedersen.

Hæver barren for etik og ansvarlighed
PensionDanmarks innovative brug af medlemsdata styrker samtidig behovet for en stærk og ikke mindst gennemsigtig dataetik. PensionDanmark har derfor allerede i 2020 valgt at redegøre for selskabets arbejde med dataetik i ledelsesberetningen, selvom det først bliver et lovkrav fra 2021.

Også PensionDanmarks arbejde for ansvarlighed og bæredygtighed er styrket i 2020. Det afspejles blandt andet i årsrapporten, hvor der offentliggøres såvel yderligere nøgletal som 2025-målsætninger for PensionDanmarks arbejde med ESG (Environmental, Social and Governance).

”Vi hæver barren for og dokumentationen af vores arbejde med samfundsansvar, så vi i endnu højere grad kan sikre vores medlemmer en økonomisk tryg alderdom på en bæredygtig måde,” tilføjer Torben Möger Pedersen.

Ud over data for blandt andet ligestilling indeholder årsrapporten for 2020 også nye klimadata, der dokumenterer PensionDanmarks fremskridt i arbejdet med at nedbringe klimabelastningen fra investeringer og egen CO2-udledning.


FAKTA: Udvalgte ESG-nøgletal

Diversitet
I PensionDanmark er 44,3 pct. af lederne ved udgangen af 2020 kvinder. I 2016 var andelen 33,0 pct. Andelen af kvindelige ledere overstiger nu den generelle kvindeandel i organisationen, som er på 43,7 pct. Målsætningen er en kvindeandel – både generelt og blandt ledere – på 50 pct. i 2025.

Klimabelastning
CO2-aftrykket på de samlede investeringer er nedbragt fra 7,9 ton/mio. kr. i 2019 til 6,6 ton/mio. kr. i 2020 – et fald på 16 pct. Andelen af vedvarende energi i PensionDanmarks eget forbrug steg med næsten 5 pct. point til 78,2 pct. og er nu mere end fordoblet siden 2016, hvor den lød på 35,8 pct.

Medarbejdertrivsel
Medarbejderomsætningshastigheden faldt med næsten 3,7 pct.point til 12,0 pct., hvor den tilbage i 2016 lå på 20,8 pct. Samtidig er det gennemsnitlige sygefravær for en fuldtidsansat i PensionDanmark er næsten halveret fra 9,1 dage i 2016 til 4,7 dage i 2020. I 2025 skal det være faldet yderligere til 4,5 dage.

Se Torben Möger Pedersen uddybe årsrapporten (YouTube)

Læs årsrapporten 2020 (PDF)

Læs rapport om samfundsansvar 2020 (PDF)